27-04-2020: Alle tager fint på i vægt
Alle bekymringer om hvalpe, som ikke tager nok på i vægt, har egentlig aldrig været relevante. For godt en uges tid siden blev hvalpene introduceret for fast føde og Ellies bidrag er efterhånden mest et supplement til hvalpefoderet.
Tre hvalpe har rundet tre kilo og selv den mindste er over to. Det ser rigtig fint ud.
22-4-2020: Hvalpe med personlighed
Alle hvalpe kan se, høre, gå, gø og kræve opmærksomhed. Vi kan allerede nu fornemme deres forskellige personligheder og det er sjovt og spændende at følge deres udvikling.
Asta har for eksempel "indtaget" den lille transportkasse, som nu er hendes crib. Hun sover i den i alle mulige og umulige stillinger. I dag havde Allie vovet sig derind og det behagede bestemt ikke damen.
Aura, den mindste hvalp, vokser nærmest eksplosivt i øjeblikket og er efterhånden ikke langt fra de andre i vægt. Det er dejligt.
Det virker umiddelbart som om hvalpene stortrives - og de sidste par dage har de endda lært at spise fast føde fra tallerken. Godt nok ikke med kniv og gaffel (endnu).
20-4-2020: Tre uger store hvalpe...
17-04-2020: En lille lækker fighter
Den sovende pigehvalp på billedet er vores kulds succeshistorie. Hun var lillebitte ved fødslen, vejede bare 215 gram og hendes chancer for at komme igennem de første timer og dage var ikke store.
Vores datter Alberte tog hende til sig, kæmpede for hende, aede og nussede hende og Aura blev hendes helt specielle "hvalpeprojekt". Den første milepæl i vores hvalpeopdræt blev sat, så når Aura nåede 500 gram skulle vi holde en lille fest. Hvis altså...
Næste milepæl blev sat, så da Aura nåede 600 gram skulle hun og resten af hvalpene have navne. Det gik ret hurtigt og pludselig kunne man ikke så tydeligt se hendes ribben mere.
Nu er hun en veltilpas frøken på godt 1100 gram. Stadig lidt efter de andre vægtmæssigt, men aktiv og frisk. Nu tvivler vi ikke så meget på hende mere - og det er egentlig bare et spørgsmål om tid før hun indhenter de andre...
14-04-2020: Der sker meget lige nu
Selv om det selvfølgelig ikke fremgår på dette nuttede sovehyggebillede, så sker der helt vildt meget med hvalpene lige nu. Bare de sidste 24 timer har gjort en stor forskel.
De har efterhånden allesammen fået øjne - og de virker tilsyneladende. Øjnene altså. Hvalpene retter i hvert fald tydeligt opmærksomheden imod os, når vi er tæt på dem, og vi tror også, at nogen af dem kan høre.
De er også blevet væsentlig mere mobile; faktisk vil vi gå så vidt som til at sige, at flere af dem kan gå. Nogen af dem er lidt for tykke til at få maven helt med, men det går enormt meget hurtigere, når de "drøner" rundt i hvalpekassen.
Special servings...
Her er et meget godt billede på, hvor stor forskel der er i størrelsen på hvalpene. Asta på 1790 gram (til højre, hvis nogen er i tvivl) og Aura på 840 gram til venstre.
Af forskellige årsager havde de lige brug for en ekstra mælketår, så da Ellie troede, hun skulle slappe af i sofaen, blev det i stedet til en ekstra omgang ved udskænkningen.
Aura klarer sig iøvrigt rigtig fint, for med kun 215 gram ved fødslen var hun meget lille. Men masser af kærlig opmærksomhed (og mad) har gjort underværker - og hun er en virkelig flot og lækker hvalp.
På et senere tidspunkt vil vi dele vores oplevelser i forbindelse med at få en hvalp så lille, at den nærmest var opgivet på forhånd, for det har været svært at finde beskrivelser af tilsvarende oplevelser på nettet.
12-04-2020: Frokost i hvalpekassen
I nat bliver hvalpene to uger gamle. Det føles underligt, for det virker som om det kun er 14 dage siden vi tog imod dem 😉
I nogle hundebøger står der, at hvalpe bør firedoble deres vægt i løbet af de første to uger. Lidt afhængig af racen.
I vores kuld er det faktisk den lille, som er tættest på - og formentlig når hun det. Fødselsvægt 215 gram - og nu 830 gram. Hun haler kraftigt ind på sine søskende :-)
Nedenfor er hvalpene i gang med deres påskefrokost. Køkultur? Not so much...
12-04-2020: Der er rift om de gode pladser ved buffet'en
11-04-2020: Næsten 10 kg hundehvalpe
Det føles i udpræget grad som at gentage sig selv, men hvalpene vokser - og det skulle de naturligvis også gerne.
I går skulle der gøres rent i hvalpekassen, så vi havde hvalpene oppe i kurven, hvor de fylder noget mere end for en uge siden.
Lige nu er vægtstatus, at de vejer omkring tre gange deres fødselsvægt og det er helt i henhold til det normale, selv om vi godt nok synes et par af dem er godt i stand.
Flere af dem er ved at få øjne og de skifter gradvist karakter og er tydeligvis ved at få mere personlighed. Det er en fantastisk udvikling at være med til.
05-04-2020: De tykke sover, de små spiser
Alle hvalpene har taget på og her til morgen kunne vi sætte hak ud for fire af dem, som nu har fordoblet deres fødselsvægt. Normalt skal de gøre dette efter en uge, så de/vi er godt med.
Resten af hvalpene mangler ganske få gram, så ved aftenvejningen forventer vi, at alle otte er helt med (og de har jo indtil mandag morgen).
Første hvalp har rundet et kilo (1045 gram) og det er ikke overraskende den førstefødte tæve. Det er hende, der ligger på ryggen på billederne nedenfor.
Den mindste, som kun vejede 215 gram ved fødslen, er en af dem, der har fordoblet sin vægt. Hun er stadig lille - under et halvt kilo - men virker frisk og klar i forhold til at kæmpe om mælken med de store basser. Vi passer stadig ekstra godt på hende :-)
03-04-2020: Vi har lige sovet, nu er vi sultne!
03-04-2020: De første dage...
Så er de første dage gået - og gået godt. Både "store" og "små" vokser. Nogen mere end andre 🙂
Vi "mandsopdækker" hvalpekurven og skiftes til at have nattevagten hos Ellie og hvalpene.
De små er stadig meget små og vi er klar over, at de ikke er ude af "farezonen" endnu.
Men vi håber og tror på, at de klarer den. De har i hvert tilfælde den helt rigtige indstilling 🙂
30-03-2020: Ellie har fået hvalpe
Efter en lang søndag gik fødslen endelig i gang sidst på aftenen. Den første hvalp kom kl. 22.05 og den sidste ved 4-tiden mandag morgen. En tævehvalp klarede desværre ikke fødslen, men det gjorde syv andre
tæver og en enkelt han.
Så nu er Ellie stolt mor til otte hvalpe - og hun er ved at vænne sig til sin nye hverdag med tørstigt afkom, der skal fodres af i tide og utide.
Et par af hvalpene er små, men alle er livlige og tager fint på, så vi håber de alle kommer fint igennem de næste par kritiske uger.
27-03-2020: Overvældende interesse for Ellies hvalpe
Kære hundeelskere
Vi er fuldstændigt overvældede af den store interesse, der er for Ellies hvalpe, som efter planen bliver født i løbet af de næste par dage.
Vi har mange skrevet op - og for ikke at give nogen falske forhåbninger, så sætter vi ventelisten midlertidigt på hold.
Når hvalpene er født og vi har været i kontakt med de interesserede, så melder vi hurtigst muligt ud, hvis der er hvalpe i overskud.
Med venlig hilsen Kirsten & Henrik
23-03-2020: Det er stadig fedt at være ude at gå tur
20-03-2020: Nu begynder det at være træls
Vi er nu nået til dag 54 og Ellie har efterhånden fået en del ekstra at slæbe rundt på - og hun synes tydeligvis, at det er noget belastende. Også med alle de mennesker, som kommer og mærker på maven, hvor man nu kan mærke de små sparke.
Hun er også blevet noget kræsen og spiser - modsat tidligere - ikke længere hvad som helst.
Den 16-03-2020: Hvalpene - og Ellie vokser
Ellie er fortsat ved godt mod 🙂 Hun vil stadig rigtig gerne med på tur og lægger også ud i fint tempo - senere går det knap så hurtigt. Vi har afkortet turene og lader Ellie bestemme fart og retning (næsten).
Som billedet viser, vokser hvalpene - og dermed Ellie - fint. Er lidt nervøs på Ellies vegne - tænk, hvad det kan blive til. Sådan som allerede nu puster og snorker, frygter vi lidt for de sidste par uger 😉
Den 11-03-2020: Måledag
Måledag i det lille hjem 🙂
Ellie er blevet målt gennem de sidst 4 ugers tid. I starten for at se, om vi kunne se en forøgelse af maven, før en evt. scanning kunne give et sikkert svar. Nu mere fordi det er lidt vildt, så hurtigt det går.
Ellie er vokset en del centimeter og som billederne viser, så er det efterhånden tydeligt, at maven er indtaget af et voksende kuld hvalpe!
Den 01-03-2020: Vi venter hvalpe
Ellie blev parret med Orla (Skylocks Giddygold Sky and Snow) sidst i januar 2020.
Vi forventer, at hvalpene ankommer sidst i marts og de vil derfor være klar til nye kærlige hjem sidst i maj måned 🙂
Beklager billedkvaliteten af Ellies foto - men - Ellie er bare ikke pjattet med at lege model 😉
Er du interesseret i at høre mere om hvalpene, så kan du kontakte os pr. mail:
eller på mobil:
Kirsten: 40425857
Henrik: 41780817